Solen går ikke op og ned, den er der altid.

Det kan være hårdt arbejde at tro på, at du ikke er elsket, at leve med mentale overbevisninger om, at du alene er adskilt fra kærlighed og kærligheden. Ofte når vi lever i en sammenkobling med disse tanker og følelser, kan vi opleve et indre behov for at få bevist det modsatte, fordi følelsen om adskillelsen fra kærlighed kan være næsten ubærlig. Kærligheden er vores hjem, vores virkelige hjem og vi kan blive nærmest "hjemløse" i vores tanker, hvis de altid kredser om, at vi ikke er elsket og ud fra dette kan vi komme til at leve i en evig ydre bevisførelse af vores indre tomheds stilstand. Vi vil forsøge at fixe en indre usand og ubehagelig overbevisning i vores ydre verden ....Og det er hårdt arbejde, at bruge sit liv i evig søgen efter beviser på, at jeg ER elsket eller at jeg IKKE er elsket. Du bliver simpelthen hjemløs fra dig selv....fordi du ikke længere er forbundet med det du i virkeligheden er, det du altid har været og det eneste som aldrig vil forandre sig....nemlig kærlighed. 

At nå til denne dybe erkendelse og indsigt, kan opleves som en stor indre lettelse...at vide med 100 % sikkerhed, at det ER sådan det er, at føle det som en indre dyb viden, kan vi måske først, når vi kan få øje på, at ydre bevisførelse ikke er nødvendigt længere. Når vi opdager, at det eneste vi har gjort er at skræmme os selv væk fra os selv, ved at tro på denne tanke og denne indre tomshedsfølelse/ angst følelse. Når vi opdager at kun vi, os selv, kan skabe dette indre ubehag, at ingen andre mennesker har "magten" til at få os til, at føle os uelsket....at det altid udelukkende kan skabes inde i os selv, via den vanemæssige tænkning vi tror er sandheden i vores liv. Når vi opdager, at solen ( kærligheden) ikke kan gå op og ned, at det er ikke muligt, fordi solen ikke er en hoppebold og jorden er ikke flad men rund, kan vi opdage at netop solen, kærligheden, lyset ikke kan forsvinde....det er der altid ....det er udelukkende vores egne tankemønstre der kan skygge for denne sandhed.

Vores tanker skaber altid vores følelser og vi handler ud fra disse indre tilstande....Så når vi går baglæns her og virkelig indser, at det hele skabes inde i mig, kan vi få øje på tankens store kraft til, at skabe en indre illusion om, at vi lever adskilt fra kærligheden. Og....hvad skal vi så gøre ved dette....måske ikke så meget andet end være lettet over at vågne op fra drømmen eller mareridtet om, at vi er adskilt fra kærligheden....det kan kun og vil altid kun være en indre illusion ....Solen, lyset, kærligheden kan ikke forsvinde ....det er nok den største og mest overbevisende illusion, vi kommer til at basere vores liv på...og den er bestemt ikke spor behagelig at leve med. Men den er selvopløselig, som så mange andre illusioner ....når vi får øje på den....i vores indre, som en indre skabelse, et indre mareridt vi selv har holdt i live. Når bevidsthedens lys skinner på en illusion er den fuldstændig selvopløselig. 

Vi skal ikke fixes, vi er allerede hele, vi kommer blot uskyldigt til at glemme det. Tanker og følelser er ikke noget vi behøver at fixe, flygte fra, gøre noget ved, slippe, sætte i kasser, vende på hovedet, de er ikke forkerte, farlige eller skadelige, de ER blot....lige indtil de afsløres, så ER de ikke længere det. Hvis vi bruger det meste af vores liv på at regne ud, hvad andre tænker og føler og at det vi tror andre tænker, føler og gør har noget med os at gøre....ja så er der givetvis ikke særlig meget energi tilbage til at leve vores eget liv, fordi vi bruger det meste af vores tid, tænkning og energi på at regne andre ud...

Mit største budskab i dette skriv til dig er nok, at jeg opdager mere og mere tankens kraft, den gave vi har fået med os, som vi uskyldigt kan komme til at " bruge" imod os selv, til at skabe indre mareridt, som vi tror på afspejler den virkelighed vi oplever. Men jeg forstår også endnu dybere nu, den selvhelbredende kraft der bor i os, som viser os at tanker og følelser virkelig er selvopløselige, at der ikke er noget vi skal gøre, når vi føler os overmandet af og ubehageligt til mode i selskab med tanker og følelser...Når vi ved hvad tanker er lavet af og tankers natur er at passere, jo mindre vi gør, opdager vi sindets uanstrengte evne til at lade tanker strømme videre. Hvordan ved jeg det.....? Jeg oplever det mere og mere selv og oplever den lettelse og frihed der følger med denne indsigt. Det er så smukt at observere hvordan livskraften i os altid søger mod balance og velvære, selv når vi ikke blander os igennem analyse, fejlfinding og strategier. 

"Also this will pass"...oplever jeg selv som mere og mere sandt i mit eget liv. 

Solen går ikke op og ned, den er der altid.