Det følelsesmæssige indre cirkus.

16-04-2026

Kender du det....nogen siger noget - og vupti det sidder som en pil i hjertet, du mærker det strammer op i kroppen, noget i dig bliver aktiveret...du føler dig ramt, forurettet, såret, angrebet mm...og du bærer følelsen med dig resten af dagen, du grubler over den, når du skal sove, næste dag...måske vokser følelsen dagen efter og du tænker og tænker og tænker over bemærkningen...Humøret skifter fra sårethed, til vrede, til ked af det...du ringer og taler med din bedste ven om det og du får bekræftet alle følelserne og tankerne ...og du får ret....men bestemt ikke mere fred.

Kender vi ikke alle sammen denne situation, hvor vi pga. en bemærkning fra et andet menneske lader os selv trække rundt i en følelsesmæssig cirkusmanege, måske flere dage i træk. Fordi vi er kommet til at tro på, at den bemærkning der ramte os, faktisk havde noget med os at gøre. Rigtigt nok, sådan føles det ...men hvis vi går dybere ind i forståelsen af, hvordan vi alle altid lever i vore egne subjektive indre oplevelser og hvordan vi alle bevidsthedsmæssigt oplever det ydre i vores liv igennem vores indre bevidstheds niveau, bliver der mulighed for at anskue situationen anderledes.

Vi har nemlig alle en tendens til at lade de samme tankemønstre præge vores meninger og holdninger, altså vores syn på os selv, hinanden og verden og det er altid igennem disse mentale filtre, at vi oplever hinanden. Så når et andet menneske tager sig den indre frihed, at ytre sig omkring dig, så har det egentlig aldrig noget med dig at gøre. Det afspejler altid kun det umiddelbare mentale udsyn, humør, bevidsthedsniveau mm. som det andet menneske netop befinder sig i. - Og derfor handler det aldrig om dig. Det handler om de tanker der pt. er tilstede i det andet menneske og som skaber den indre oplevelse og det subjektive syn hos det andet menneske. Hvordan du modtager bemærkningen, har lidt mere med dig at gøre. Hvor er du selv i det øjeblik du modtager bemærkningen. Er du træt, stresset og mere sårbar eller er du mere hjemme i din ro, lethed og klarhed?- altså der hvor du er i et mere kærligt indre overskud.

Vi oplever alt igennem vores umiddelbare bevidsthedsniveau...og egentlig kan alt hvad andre mennesker siger faktisk være neutralt, når vi virkelig er hjemme i vores egen fred og ro. Dette er ikke ensbetydende med, at vi er følelseskolde, men det er ensbetydende med, at vi har en dybere forståelse af det menneskelige sind og af hvordan vi alle lever i seperate virkeligheder, som altid er påvirket af vores nuværende humør. Når vi kan hvile i et mere neutralt " hjemland" hvor vi ikke lader os rive så meget med af: rigtig, forkert...godt og skidt...grimt og smukt... antipati og sympati, kan vi hvile i et dybere følelsesmæssigt "immunforsvar", hvor det vi oplever i det ydre og i mødet med andre, ikke behøver at påvirke os så drastisk følelsesmæssigt mere. Her kan vi hvile lidt mere i den gode indre ro, der er vores trygge base, vores hjemland og udvikle en dybere tolerance tærskel overfor spydige bemærkninger eller overfor andres humørsvingninger og andres umiddelbare opførsel. Vi ved, at de også bliver grebet af tanker og følelser og deres umiddelbare humør, som er medskaber af den indre oplevelse og de umiddelbare holdninger.

Hvordan du så vælger at reagerer kender jeg ikke svaret på...det gør kun du ...men jeg har selv oplevet mere og mere, hvor utroligt rart det er, ikke længere at blive revet med i det følelsesmæssige indre cirkus, at blive i mit mere rolige og neutrale hjemland og ikke længere have behovet for at reagere og føle mig forurettet eller såret Det er rent faktisk skønt og befriende at hvile her og jeg foretrækker i den grad at leve forsat i dette mere neutrale og mere rolige sted. Her ved jeg nemlig at ...jeg altid kun er en tanke væk, fra en ny indre oplevelse. Her ved jeg, at mine indre oplevelser er fuldstændig mit eget anliggende og egentlig ikke tilhører andre, med mindre jeg har lyst til at dele. Men jeg ved også, at dette er lige så gældende for mine medmennesker og derfor giver det mig muligheden for, at kunne møde andre fra et mere roligt og åbent sted. 

Kh Roza

Share